Gå til hovedindhold

Salg ved fast pris

Her kan du læse om fremgangsmåden ved køb af storparceller i frit salg, og hvordan du som interesseret køber skal forholde dig.

Indhold

    Aarhus Kommunes afdeling for Opkøb og Grundsalg annoncerer storparceller til salg til fast pris på Kommunens hjemmeside.

    Interesserede henvender sig til Opkøb og Grundsalg  via mail: grundsalg@mtm.aarhus.dk eller via telefon: 89404400 med ønske om at købe en storparcel.

    Opkøb og Grundsalg kan reservere en storparcel til en interesseret køber i op til 4 uger. Grunden står herefter som ”Reserveret” på Grundsalgs hjemmeside. Reservationen kan forlænges i 4 uger ad gangen, hvis der ikke er nogen i kø til at overtage reservationen. Forlængelse af reservationer kan gives maks. 4 gange under forudsætning af, at der ved reservationens forlængelse ikke er andre interesserede købere på venteliste. Forlængelse af en reservation udløber automatisk efter 14 dage. Ønsker du en reservation forlænget, skal du give Opkøb og Grundsalg besked enten telefonisk eller pr. e-mail.

    Hvis en anden interesseret køber i en reservationsperiode ønsker at købe samme grund til den fastsatte mindstepris, får du 2 hverdage til at beslutte, om du ønsker at købe grunden.

    Hvis en anden interesseret køber skriftligt tilkendegiver at ville byde mere end mindsteprisen, og du fastholder dit ønske om køb, får både du og andre interesserede købere 2 hverdage til at afgive et lukket bud, hvorefter grunden sælges til højestbydende. Buddene skal mindst svare til den fastsatte mindstepris.

    Viser det sig, at der trods tilkendegivelser om flere bud over mindsteprisen, kun er modtaget et bud fra dig, kan du købe grunden til den tidligere fastsatte mindstepris uagtet af, om du har budt højere i budrunden.
    Hvis der i reservationsperioden kommer bud fra anden side på den reserverede grund, modtager du besked  via e-mail til den e-mailadresse, som du har oplyst ved reservation af grunden.
    Opkøb og Grundsalgskontoret påtager sig ikke ansvaret for, om e-mail med meddelelse om, at der er kommet andet bud, bliver leveret i din indbakke. Det kan derfor være en god idé at holde øje med mappen med spam eller uønsket post. Reagerer du ikke på den fremsendte e-mail indenfor fristen på 2 hverdage, forbeholder Opkøb og Grundsalgskontoret sig retten til at sælge grunden til anden side.

    Ønsker du at købe den pågældende grund, skal du sende et købstilbud på købsblanketten, der findes på hjemmesiden. Hvis du alligevel ikke ønsker at købe grunden, skal du hurtigst muligt give Opkøb og Grundsalg besked herom.

    Herefter sender Opkøb og Grundsalg en accept til køberen af grunden.

    Opkøb og Grundsalg sender i løbet af et par uger købsaftale til dig som køber til underskrift samt information om udarbejdelse af skøde, underskrift, betaling m.v. Opkøb og Grundsalg sørger for, at storparcellen står som ”Solgt” på hjemmesiden.

    Som køber skal du senest 14 dage før overtagelsesdagen returnere købsaftalen i underskrevet stand.

    Du modtager desuden en faktura for købesum og omkostninger som e-post. Sidste rettidige betalingsdag er lig med overtagelsesdagen.

    Opkøb og Grundsalg sørger for udarbejdelse af digitalt skøde og informerer køber om underskriftsprocedure. Det er dit ansvar som køber, at skødet underskrives.

    Opkøb og Grundsalg sørger for tinglysning af digitalt skøde og afslutter herefter handlen.

    Du skal være opmærksom på, den oplyste pris ikke indeholder tilslutningsbidrag til kloak, el, vand eller fjernvarme.

    • En salgsmappe med relevante oplysninger om parcellen (målebladresultat af boreprøver m. m.)
    • Lokalplan
    • Evt. deklarationer for det pågældende område
    • Hvem skødet skal udstedes til samt CPR nr.
    • Er køber et selskab, bedes man sammen med den underskrevne accept oplyse CVR-nummer og medsende en udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Udskriften skal være udstedt inden for de seneste 12 måneder.

    Det anbefales, at du før et eventuelt grundkøb, læser lokalplanen og alle bilag grundigt igennem. Disse er alle tilgængelige på Opkøb og Grundsalgs hjemmeside under de forskellige udstykninger.

    Sidst opdateret: 28. april 2025